Traditionen tro fejres Danmarks Riges Grundlov grundigt i 8220 Brabrand på lovens fødselsdag onsdag d. 5. juni. Det sker ved en grundlovsfest i Brabrand Søpark.
Som altid har en række af de store aktører i Brabrand – KulturGas, Brabrand IF, Brabrand Aarslev Kirker og Brabrand-Årslev Fællesråd – fundet sammen om at arrangere en grundlovsfest i bunden af Brabrand Søpark tæt på Brabrandstien.
Parken vil traditionen tro summe af hygge, og der er lutter gode klassikere på programmet i form af sang ved Brabrand Sangkor, flere fællessange, gymnastik og dans ved gymnaster fra Brabrand IF, og kaffe og kage serveret af De Grønne Pigespejdere. Desuden vil der være en udstilling af Brabrand Lokalhistorisk
Arkiv.
Grundlovstalen holdes i år af rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, som selv bor i Hovedgaden i Brabrand.
Brabrand-Årslev Fællesråd vil desuden fortælle seneste nyt om, hvad der sker i 8220 Brabrand. Du kan blandt andet høre om planer og ønsker for Brabrand og Årslev som bydel, om de kommende byfestplaner og ideer og tanker om Hovedgadens udvikling.
Repræsentanter for de fire aktører sørger for at skabe rammerne om grundlovsfesten. Pladsen åbner kl. 13, og alle er velkomne.