Stemmer fra området

Stemmer fra området

Vi er stolte af at bo i en bydel med masser af engagerede naboer. Folk der elsker Brabrand-Årslev, og som på hver deres måde bidrager til, at vores grønne lokalområde sprudler af aktivitet, udvikling og fællesskab. Her kan du møde nogle af dem.

Katrine Sølvsten

Arkitekt “Jeg er opvokset i Brabrand, og jeg var meget begejstret for at vende tilbage, da min mand og jeg skulle flytte i hus. Jeg synes, at Brabrand har rigtig mange kvaliteter – særligt i form af naturen. Når man går en tur, så går man i naturen, hvor man oplever både sø, skov og bakker. Børnene fodrer ænderne ved søen og bygger huler i skoven ved Hans Broges bakker. Skoven er så uberørt og autentisk – det er sådan en “rigtig” skov med bakker og dale, som børnene elsker at gå på opdagelse i. Udover naturen, så nyder jeg også nærheden til byen, hvor jeg kan cykle til centrum på knap seks kilometer”.

Esra Pedersen

Blogger “Jeg er lige flyttet tilbage til Brabrand efter at have boet i København i 11 år. Det var især nærheden til byen og naturen, som fik mig til at vælge Brabrand. I det hele taget finder jeg området meget idyllisk, og jeg nyder at tage børnene med til søen eller opleve, hvordan de går på opdagelse i Hans Broges bakker. Det betyder meget for os, at naturen er lige uden for døren – alt er nærmest i gåafstand. Vi kan følge med i de forskellige årstider – se, hvornår bladene falder af træerne og opleve, at alt bliver bart, når det bliver vinter. For os er det i virkeligheden de små gåture i naturen, som giver de store øjeblikke i hverdagen”.

Anders Brink Madsen

Skuespiller “Jeg ser befolkningens forskellighed som en unik kvalitet for området. Min datter har både veninder, som bor i Gellerupparken og andre, som bor i de store huse ved søen. På den måde møder jeg de mange forskellige mennesker, som bor i området, og jeg synes det er fantastisk, at mine børn også oplever diversiteten. Jeg synes det er virkelig positivt, at mine børn ikke vokser op i et område, som er præget af det ene eller andet – og det er det, som Brabrand kan. Derudover har området den mest fantastiske natur, som mange sikkert nævner. Det er meget unikt at bo tæt ved en større by som Aarhus, og så samtidig have så meget natur omkring sig, som ikke bare er en skov, men også indeholder søer og vidder.”

Susanne Lee Jørgensen

Malerfirma Helge & Michael Jørgensen A/S “Da jeg flyttede til Brabrand, blev jeg meget positivt overrasket over områdets fantastiske natur, og jeg opdagede, at nogle områder minder om en lille landsby, hvor alle kender alle. Det er lidt det lokale i det globale, hvor man møder mange forskellige mennesker ved hallen, bageren og i det lokale supermarked. Området indeholder også et mangfoldigt erhvervsliv lige fra de store hovedsæder som Dansk Supermarked og JYSK til de små handelsbutikker på hovedgaden og helt nye virksomheder i Gellerup, som er ved at forvandle sig til en bydel frem for et boligområde. Jeg tror på, at den diversitet i både erhverv og befolkning kan gøre området meget attraktiv at bosætte sig i og etablere virksomhed. Det er klart, at letbanen også bliver et plus i den sammenhæng. Her er virkelig store muligheder, og det tror jeg ikke findes på samme måde i andre dele af Aarhus kommune.”

Jens Rodevad

Arkitekt ”Jeg har altid boet i Brabrand. Det er især nærheden til naturen og det gode kultur- og foreningsliv, som holder mig boende. Jeg bor på Skovbakkevej, hvor der er så mange træer, at jeg ikke fornemmer, at der er andre huse omkring vores. Som barn elskede jeg at lege ved søen og i det kuperede terræn ved Brabrand bakker. Jeg husker et citat, som dengang stod på bænkene ved søen: “Se Venedig og dø – leve og bo ved Brabrand Sø”. Jeg synes stadig, at det citat beskriver områdets skønhed meget godt. Jeg nyder at tage en tur på rulleskøjter langs brabrandstien ved søen, og på Stadepladsen ved søen er jeg med til at arrangere sommerstemmer, som er en del af en litteratur- og musikfestival. Som barn spillede jeg fodbold og badminton og gik til gymnastik i de lokale foreninger, og i dag er jeg aktiv ved Gasværket, som er et nyt kultur- og forsamlingshus med masser af musik, litteratur og teater. Jeg nyder kulturen og fællesskabet i området og ønsker at styrke det endnu mere fremover.”

Tatiana Chemi

Lektor ved Institut for Læring og Filosofi, AAU “Det særlige ved Brabrand er naturen, fællesskabet, de mange kulturarrangementer og den etniske forskellighed. Jeg synes, det er virkelig inspirerende at møde mange forskellige mennesker og høre deres historier. Den lokale skolefest bliver også en fantastisk global oplevelse, når alle skal medbringe en ret, og middagen derfor byder på alverdens specialiteter. Vi har boet i Brabrand i elleve år nu, men da vi først flyttede hertil oplevede vi straks det tætte fællesskab, hvor vores naboer hurtigt blev til venner. Vi er også blevet bedre til at udnytte de mange kulturelle initiativer, som hele tiden er i gang, f.eks. på Gasværket og Jazzværket, amatørteateret, yoga, gymnastikforening og andre sjove ting. Sidst, men ikke mindst, så er det jo helt unikt, at man er midt i naturen og alligevel kun syv kilometer fra et storbycenter.”

Paw Simon Krogh

Direktør i Valhalla Invest ”Jeg har boet i Brabrand det meste af mit liv. Min barndom og ungdom foregik i Gellerup, og efter en kort afstikker til Aarhus midtby og Vejle har jeg de sidste 15 år været tilbage i Brabrand. For mig er Brabrand helt unik; hvor ellers findes et sted, der som Brabrand kombinerer landsbyens kvaliteter, såsom nærhed, fællesskab og den gode følelse af at høre til, med nem og hurtig adgang til storbyens mange tilbud og muligheder. Og som var dette ikke nok, så byder Brabrand på fantastiske og spektakulære naturoplevelser – lige uden for døren. For mig er Brabrand hjem – og her vil jeg blive.”

Ping Xu Misfeldt

Iværksætter “Jeg synes, at en særlig kvalitet for området er det stærke foreningsliv. Her er rigtig mange muligheder for børnene. Vores børn har både prøvet fodbold og svømning, men der findes fritidstilbud til enhver som f.eks. musikskolen eller Årslevgaardens Rideforening. Mange af børnene går på Engdalskolen, og så følges de til fritidsaktiviteter efter skole. På den måde lærer de hinanden at kende på anden måde, og det synes jeg er virkelig godt. Foreningskulturen giver et særligt fællesskab – også for os forældre, som lærer hinanden godt at kende, når vi sidder og venter på at vores børn. Jeg har fornemmelsen af, at der generelt er en god opbakning fra forældrene, som f.eks. da min pige skulle til fodboldturnering, hvor mange forældre var villige til at køre frem og tilbage. Derudover er det dejligt at løbe eller cykle en tur ved søerne, hvor det er sikkert og fredeligt uden nogen motorkøretøjer. Og sidst, men ikke mindst, så nyder vi, at der også er let adgang til motorvejen.”

Michael Petersen

Professor ved statskundskab, Aarhus universitet “Området giver os en unik mulighed for at bo naturskønt med udsigt til Engsøen, tæt på Aarhus og med let adgang til resten af Danmark. Det er ideelt for os – især efter, at min hustru har fået arbejde i Silkeborg. Vi nyder muligheden for at motionere i naturen, hvor vi gerne løber en tur rundt om søen, og vi oplever, at der er stærke nabobånd i bydelen. Efter vi har fået børnene i skole, har vi fået et endnu bedre forhold til det stærke lokale miljø. Så selvom Brabrand er en del af Aarhus, så er det stadig lidt en by i byen. Her kommer folk hinanden ved – det synes jeg er ekstremt attraktivt ved området.”

Julie Rokkjær Birch

Museumsinspektør på Kvindemuseet “Det var først og fremmest naturen, som gjorde, at vi bosatte os i Årslev. Du får en vild og ur-agtig kontakt til naturen, selvom du er tæt på byen. Det tror jeg er drømmen for mange, som flytter hertil. Der er bare noget helt vildt fantastisk ved at tage ungerne i hånden en søndag morgen og kigge på får. Området indbyder også til at skabe det liv og fællesskab, man ønsker sig. Alle, som bor her, har mulighed for at præge identiteten for området, og jeg har på fornemmelsen, at den mulighed ikke findes på samme måde, hvis du kører bare tre kilometer længere ind mod byen. Her er så meget diversitet, og der er ikke noget eller nogen, som dikterer én måde at leve på. Vores familie er i hvert fald rigtig glad for mulighederne i området – og vi nyder den landsbystemning, som eksisterer.”

Jens Jensen

Formand for Brabrand IF “Jeg kan godt lide kombinationen af at bo tæt ved byen og samtidig have muligheden for at gå en tur med hundene i fred og ro ved søen. Brabrand var et perfekt valg for os, da min hustru gerne ville flytte på landet, og jeg gerne ville blive tæt på byen. Dengang havde vi ingen relationer til området, men i dag ser vi tilbage på 23 år med meget tid i den lokale idrætsforening, et tæt fællesskab med naboer og et godt og aktivt lokalområde, hvor man hilser på hinanden og kommer hinanden ved. Jeg synes, at en særlig kvalitet for området er det rige foreningsliv. Foruden idrætsforeningen kan blandt andet nævnes musikforeningen, genbrugsbutikken på hovedgaden og mulighederne for spejdere. Jeg fornemmer også en god opbakning til foreningslivet, som f.eks. når trofaste forældre møder op til børnenes gymnastikopvisning og hjælper med både redskaber og klapsalver i flere timer. Derudover ser jeg en stor kvalitet i den etniske forskellighed, som præger området. Det er jo en afspejling af det samfund, vi er en del af – og efter min mening en positiv del af det.”